Følelse at stå alene

Hvor mange gange i løbet af ens liv føler man sig alene (i noget)? Og hvor ofte? Hvor meget følte I at I stod alene i forældreskabet siden børnene er kommet til verden?

 

 

”No man is an island”– skrev John Donne i sin digt. Jeg har ofte tænkt på denne kendte sætning, på det sidste mere end nogensinde før.

 

Siden jeg husker (mig selv og mit liv) mindes jeg om følelsen at altid være sammen med nogen. Vi boede sammen i et familiehus i en lille by tæt på hovedstad. Jeg gik aldrig i vuggestue eller børnehave og jeg havde en håndfuld bedsteforældre, onkler, tanter, fætre og kusiner sammen med naboer, bekendte, venner rundt om mig. Jeg kunne ikke vågne uden at høre nogen i huset og heller ikke gå i seng uden at have nogen ved siden af mig. Dengang ønskede jeg mig at mine forældre og bedsteforældre gik til noget hver dag, så jeg ind imellem kunne være mig selv. Men når jeg tænker om det nu, priser jeg mig lykkelig. Jeg har aldrig stået med noget skidt eller godt uden at jeg kunne dele det med andre. Vores hus var altid åbent og på godt og ondt kom der mennesker døgnet rundt.

Jeg troede at det var sådan alle steder, men så lærte jeg at ikke alle lever på den måde.

Jeg manglede aldrig venner og at vokse op i en by hvor alle kender alle havde det en del fordele og ulemper.

Et storbysliv gav mig noget andet da jeg startede på min studie, men den følelse at ikke stå alene, var stadig væk i mig. Jeg kunne altid vende tilbage hjem og der var aldrig nogen længere væk end et telefonopkaldt kunne række.

 

 

Da jeg flyttede i 2008 til Danmark, var der den største sorg da tog fat om mig: netop at være så ensom. Alene var jeg nu alle vegne. Jeg kunne ikke sproget, jeg kunne ikke gennemskue mennesker og jeg havde ingenting at begå mig mod.
Når jeg tænker på den tid husker jeg stadig væk den følelse af tristhed som klæb sig i alle sprækker af det der var jeg dengang. Nogle dage viste jeg ikke om jeg vil overleve her og ofte tænkte jeg om at tage tilbage.

 

Jeg blev ved at være her, men den kamp at finde andre rundt om mig, var til dagens dato den der stadig væk fylder mest og som stadig væk forgår ind i mig.

 

I 11 år her skulle jeg lære mange ting og en af dem også var at, at finde sine sjælmakker tager allermest kræfter, tid og energi.

Jeg har navigeret rund og jeg kender mange, men nogle gange føler jeg mig stadig væk som at stå i ren modsætning af John Donnes digt.

 

Da vi i april tog afsted til Mauritius og ind i vores 3 måneds lang rejse, vidste jeg ikke hvor meget anderledes vi vil vende tilbage. At samtidig lande i et nyt hus (som ikke føles som et hjem) og i en ny by, gjorde at jeg så os på square one – at starte forfra på en måde. Der hvor det gav mening før, viste sig at ikke var den rigtige nu.

Da vi begyndte at pille ved vores værdier og samtidig lave ændringer i vores liv, stod vi pludseligt endnu mere alene – mange kunne ikke forstå os, andre valgte ikke at forsøge.

 

”Du er en ø”, ”Du er den mærkelige, den alternative, den da vælger at følge sin egen vej”– sagde mit eget hjerte alt for ofte. Jeg kiggede i mig selv og kunne se at jeg var bange og nervøs, jeg viste ikke om det var den rigtige måde at vælge at gå med.

Og det føltes så ensomt.

 

Da vi tog vores ældste pige ud af skolen, troede jeg at jeg vil briste på alle kanter og sprækker af det jeg nu engang var overfor andre. Var jeg troværdig samtidig med at også være værdig for andre? Var det her og nu det hele værd?

 

Jeg synes at det er, men ensomt, meget ensomt.

 

I dag er det ikke mere spørgsmålet om at have (mange) andre rundt om sig. I dag er det et spørgsmål om at føle at andre støtter, forstår og gengiver de samme værdier. At være en del af et fælleskab som ville mig er nok det jeg længes allermest efter i den rolle jeg er i nu overfor mig selv og dem jeg holder af.

 

Jeg har også følte mig forkert alt for meget gennem livet, men nu, lige nu, kan jeg ikke genkende denne følelse. Der er dog tilbage at være anderledes og måske også (meget) mærkelig i andres øjne. Eller ser jeg spøgelser der?

Jeg ved det ikke helt. Jeg ved dog at alle følelser er legitime og dem vil jeg gerne holde i hånd, skrive og tale om og befri dem så de ikke står og spøger længere.

 

Om det har jeg lyst at skrive mere (fra den side og det sprog jeg lever mest af, netop den danske i mig.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.