Året der gik

Både utrolig hurtigt og til tider næsten alt for langsomt. Et år som, hvis man spørger min mand, var alt for hårdt og for turbulent. Året har ikke sparet på os og vi har helt sikkert ikke sparet på at opleve.

Da jeg i slutningen af sidste år havde skrevet i min nye Bullet Journal: ”forandring” som overordnet titlen, viste jeg slet ikke hvor rigtigt netop det ord ville beskrive alt der var i vente.

Vi lukkede øjne og tog et spring. I det dybe og mørke vand, vi hoppede i, kunne vi se så lidt kendt og så meget mere end alle andre omkring os ville vælge.

Men det gjorde vi. Vi sagde ja til det her og dermed var det 100% vores. Vores år levet og oplevet af os.

Vi solgte huset i oktober 2018, jeg fødte A få dage efter og vi havde fundet vores mål meget hurtigt. Alt var praktisk og drævet af det vi kendte fra før, men vores indre var på vej mod en kæmpe vækst og ændring.

Det var helt sikkert hårdt.

Vi havde sagt farvel til det eneste hjem vores børn havde kendt. Vi sagde farvel til alt dette der har defineret os og vores tilstedeværelse i sidste 8 år, vi havde sagt farvel til os selv. Vi viste bare ikke at det var det vi var i gang med da vi tog springet.

Men vi lærte jo det hen ad vejen.

Da vi d.1.4.pakkede sidste kufferter og ting i container, var kurset kun fremad. Huset i Solbjerg var i gang med  at være bygget og vores billetter mod Mauritius var pludselig meget virkelige. Der var både angst, sorg, spænding og glæde der var blandet i os og vi var usikre til hvilken en vi vil give os.

Det vil vise sig at rejsen i os selv var betydeligt hårdere end bare at flytte og bygge et hus. Vi kom til Mauritius fulde af drømme og forestillinger og vi kunne ikke andet end at være skuffede til at starte med. Jeg husker den dag så klart, at stå der foran huset, mens varmen og regnen omfavnede os, kiggede på børnene løbe på det våde græs og samlede kæmpe snegle. Jeg havde lyst at græde.

Og det gjorde jeg mange gange på den tur. Vores forventninger var urealistiske og vores behov så forskellige. Det at være var det der var absolut det hårdeste: at acceptere, at føle, at give sig, at sige fra, at lade være og lade gå…Der var så meget vi måtte lære om os og hinanden.

Men jeg husker også alle de trin vi tog på den rejse, de trin som har formet os og som har ledt os til her. 

Den dag hvor jeg drog alene på stranden med A sovende på min ryg, med Leonora Christina Skov i mine øre og under den mørkerøde paraply jeg lige havde købt i den lokale supermarked, følte jeg mig både tabt og fundet på samme tid. Det var varmt og ensomt, og berigende på en gang. Jeg lovede mig selv den dag at tillade mig at være mig.

Hver dag der gik skete der så meget med os. Vi gav slip til vores gamle liv til sidst. Sådan helt.

Og så sad vi der i den varme sand med vores vin og kiggede forbi horisonten og kunne ikke se det liv der ventede tilbage i Danmark. Vi savnede noget af det, men vi viste ikke hvilken del.

Den følelse af savn at komme tilbage til sidst var tom. Der var ikke den forløsning vi forventede at der vil ske. Der skete så lidt og alligevel.

Jeg blev hjemme. Børnene tog til deres institutionsliv og det hele skulle falde på plads. Arbejde, hverdag, gøremål, de praktiske, den cirkuler rytme…Men rytmen var der, vi udeblev.

Og så gik det op for os at det her var forkert og at vi ikke var på det samme sted hvor vi var da vi sagde farvel.

Normen var ikke længere en del af os og at fortsætte det vil være at lyve over for os selv. Så vi kiggede i hinandens øjne og sagde fra: vi ville ikke det her.

Vi er på vej væk før vi havde slået rødderne på dette sted. 

Vi har solgt vores hus.

To gange på 1 år.

Måske var det en fejl – en af gange, men alligevel ikke.

Fordi uden at tage den beslutning, vil vi aldrig være her. Jeg vil ikke til fulde lærte mig og mine potentielle at kende. Jeg vil ikke være modig nok at sige sandheden, men nu kan jeg ikke lade være med at leve den.

Og sandheden er at jeg trives med noget andet end vi og samfundet havde lagt for os. Alt det andre har lærte os, har fortalt os og overbevist os om, er ikke det der føles rigtig længere.

Vi har valgt at jeg vil gå hjemme, at jeg vil lede efter mig personligt og professionelt. Men mere end andet vi har kigget i os og vores børn og lyttet hvad der var rigtigt for os alle sammen.

Den ene startede ikke i institution da han nåede 1 år. Jeg går stadig væk på barsel. Han kender ikke andet end den sikkerhed, tryghed og nærvær jeg giver ham. Hans dage er ret ens og meget simple og så længe jeg er i nærheden er alt godt.

Den anden er stoppede i at gå i børnehaven. Hun var glad og havde det hun havde brug for, men alligevel ville hun noget andet meget heller. At være hjemme gav hende mulighed at endelig finde sin plads i en nye familie konstellation. Hendes dage er som vinden blæser, men alt hvad hun har brug for er der i uendelige mængder og så meget er skete i de måneder vi var sammen.

Den tredje går ikke i skolen længere. Beslutninger omkring hende var de sværeste at tage, mest kontroventielle og til tider helt ulidelige til at holde sig i. Hun har fået så meget på de få måneder og det er nok det der tager længste at forklare. 

Men. Alt samlet er det der giver mest mening.

At tage ansvar for sit egen liv kan ikke være andet end helt rigtigt. Men at tage ansvar for sine børn må stå som absolut den vigtigste man kan påtage sig.

Mange har meninger om det hele. Og jeg ved dem (næsten) alle.

Men tænker mange over de vælg de træffer på sine og deres børns vegne? Og mærker man inderst inde det de vælg gør ved en? 

Se her, der kommer den sandhed i spillet. Den jeg havde nævnt før. For at være ærlig overfor os selv kræver utrolig meget mod. Helt til benet.

Hvorfor lever vi levet på den måde vi gør? Hvad betyder mest? Hvad vælger vil til og hvor meget vælger vi fra?

Når jeg lukker mine øjne ved jeg lige præcis hvad og hvor meget

Er det ikke det vigtigste: at være ærlige, troværdige og hvis I vil modige mod os selv? At turde at mærke hvad vores intuition fortæller os. At gøre det hvad der føles rigtigt (for os). Og sige det højt for ellers kan vi måske ombestemme os i processen fordi ofte kan anderledes ting skramme livet ud af os og det ville være synd. Det tager mest fra det år der gik i det næste der kommer. 

“Life shrinks or expands in proportion to one’s courage.” 

― Anais Nin

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.