Hvor godt kender jeg mine børn

Snart 1 år siden – som om det var et andet liv

Det var fredag d. 5. april 2019. Der sad to lysehårede piger midt på vejen, i noget der lignede muldrede vandpytter. Det havde regnet en efter anden tungere sky i flere timer på det sidste døgns tid siden vi havde ankommet til det varme, fjerne land. Der var mange huse på den vej hvor vi havde lejet et hus ud i 1 måneds tid og det var en første dag i det der kommer til at være tiden mest oplysende og givende tid i vore live.

Men der sad de to helt nøgne og bad mens de grinede og plaskede og jeg kiggede på dem med en vis sorg jeg ikke kunne helt beskrive overfor mig selv.

Lige der bidt det spørgsmål inde i mig: ”Hvor godt kender du dine børn?”

En gang hvor alt andet kunne måles i den tid vi ikke havde tilbragte sammen

Dem jeg havde båret i 9 måneder under mit hjerte, dem som jeg mærkede før alle andre, deres bevægelser inde i mig, dem jeg talte og sang før jeg kunne se dem i øjnene, jeg som vidnede deres første gråd, deres første smil, deres første skridt, første bule og ord talte i en blænding af to sprog, dem som tilbragte alle deres tid sammen med mig den første års tid i deres live, dem jeg elskede så ubeskrivelig højt og alligevel kunne jeg ikke andet end mærke at det var en dråbe i det der havde efterhånden erstattet vores tid sammen.

Før lige der, den første dag og den første tid på Mauritius, gik det op for mig hvor lidt jeg ved om dem og hvor meget jeg mangler af dem i mig.

Men der var ingen at give skylden for det end mig selv. Jeg viste bare ikke hvor ondt det ville gøre at vide netop det der gik op for mig. 

Da Silja skulle skifte vuggestue efter knap et års tid hun havde gået i den første, fik hun en fin lille afskeds gave hvor de havde lagt billeder af hendes tid i vuggestuen. Da jeg senere havde kigget i den, gik det op for mig hvor mange øjeblikke i de 9 måneder jeg havde gået glip af – helt frivilligt. 

I så mange timer, ofte 5 dage om ugen var vores børn passet hjemmefra siden de var helt små. I alle disse timer med søde og rare mennesker som vi i bund og grund ikke viste ret meget om, men de viste alt om vores børn. Det var dem de havde betroet sig til, dem de græd til, dem der krammede dem og sang til dem, dem der tørrede deres numser og nussede deres hår, dem som viste hvad de kunne lide og hvem skubbede eller var sød med dem den dag. Vores børn var udkørte efter disse timer, vi var selv på grænsen af at smide håndklæde i ring fordi vi også selv havde så meget at tænke på. Og så var der weekender og ferier og alligevel ønskede vi at de legede mere med deres venner eller bekendte fra gaden og var væk fra os for så kunne vi, hvis vi var heldige, drikke en kop kaffe i fred og ro, skrive indkøbslister eller gøre rent – der var så meget der skulle ordnes og så få timer hvor vi kunne give os til vores børn.

Jeg fejlede i det, jeg viste ikke hvordan jeg skulle snakke med dem eller lege med dem. Jeg kunne grine med dem og have det dejligt, men sjældent sjovt på sådan en måde hvor alt i ens krop nyder den tid og tilstedeværelset i nuet – der var altid noget mere jeg lige skulle.. 

En time til, en dag til, et år til…

At vågne på sådan en barsk sandhed som ingen havde sagt til mig, men som alligevel gav mig en kold lussing på den brændende varm dag – det var afgørende og så ubeskrivelig vigtigt.

Mange havde spurgt: ”Hvordan kunne Mauritus ændre jer i sådan en grad at I var nød til at ændre på alt i jeres liv i kendte før?”

Det var ikke Mauritus, det var os selv.

At bevæge os mod et sted vi ikke viste vi drog mod, kom også bagpå os. Men da vi endelige havde smagt på det andet liv, kunne vi ikke lad være at forfølge den mavefornemmelse og give os 100% til det vi tro på er det rigtige for os.

Når jeg tænker på mig som den travle mor som jeg var, hende som altid vil mere og ikke kunne se det der lige var foran hende, er jeg ked af på hendes vegne. Men hun viste ikke bedre og hun gjorde lige det hun selv havde troet var det rigtige. 

Hun føler sig snydt af sig selv i dag, men heldigvis ved hun også hvor meget hun har fået på det sidste og hvor meget mere er der i vente. 

Hvor godt kender jeg mine børn?

Hm…Meget mere end jeg nogensinde troede at det ville være muligt.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.