Mørkebarnet

Der bor to piger i en dejlig have

Den ene leger ensomt og forladt

den anden kalder Mor og Far ” en gave”

hun sover trygt hos dem når det er nat.

Men Far og Mor vil ikke ha`dem begge

så Mørkebarnet mumler for sig selv

og noget lister frem af nattens dække

de dunkle dyr der slår alt lys ihjel.

Lysbarnet bli`r så bange at hun skriger

  • da viser Mørkebarnet alt sit mod

hun holder ud til alle skygger viger.

Og ser nu kommer Far og Mor til syne

de indser det de ikke helt forstod:

At to er en under samme dyne.

C.Eken: fra Mørkebarnet 

Da jeg første gang hørte Mørkebarnet blev læst, dengang af min utrolige dygtige dansk lærer på maritstudie, begyndte jeg at græde.

Jeg var rørt til knogler og kunne ikke sætte ord på det. Den gang var bogen usolgt og jeg ledte og ledte indtil en dag på min 30 års fødselsdag jeg så den i en butik i byen. Jeg købte den til mig selv og jeg fandt ud at Mørkebarnet minder mig alt for meget om mig selv.

Jeg har læst den utallige mange gange både til mig selv, andre og mine børn og jeg har grædt hver gang. 

I går slog det mig. ”Du ER Mørkebarnet”. Hende som spiste jord og blanke røde bær og var vild og tvær og altid gik sin vej – jeg var nok også en kæmpe mundfuld for mine forældre. De elskede mig, ingen tvivl om det, men de var også så mange gange magtløse og når man ikke ved og kan bedre, så gør man nogle gange ting som ikke er de rigtige.

Jeg husker så klar en pige som ville være en dreng og havde aldrig tydelige grænser om hvor lang hun vil gå. Hun var fantasifuld og frygtløs og livet for hende var en kæmpe legeplads. Jeg elsker hende – minde om det barn jeg var og alle de muligheder hun havde foran sig som aldrig blev til noget.

Jeg giver ikke nogen en skyld, men jeg har kommet til et punkt hvor jeg har brug for at sørge og acceptere.

Hvor mange gange har I hørt den sætning: ” Det der har vi også gjort og se hvordan I endte – I tog ikke noget skade af det”.

Jeg hader den udsagn. For hvad betyder det engeligt? Måske: ”Vi viste ikke bedre så vi gjorde sådan og sådan og vi håber at I har det ok under omstændighederne”? Eller ”Vi håber at I ikke tog skaden (så vi ikke behøver at tage ansvar for det)?” Eller: ”Hvis der er skete en fejl så håber vi at ingen opdager det?”

Kan vi ikke sige det som vi faktisk mener?

At vi endte at være mennesker og mange er virkelige velfungerende og gode personer, men kunne det tænkes at vi også kunne endte som (endnu) bedre versioner af os selv.

Når man først indrømmer noget og siger det højt, er det så ikke det første skridt på vej til at behandle det og få styr på det hele? Lidt ligesom når man har en form for afhængighed.

Det tog mig i hvert fald så mange år at kunne sætte ord på. Primært en meget lang tid hvor skylden følte alt for meget. 

Jeg føler mig klar nu.

For over 7 år siden blev jeg mor for første gang. Og jeg lærte at der både er en lys og en mørk side i mig (som moren). Jeg kunne have de bedste intentioner og alligevel fejle til dagligt. Jeg følte mig som en dårlig mor og jeg tog chancen og gik til terapi. Måske ville det gøre en forskel hvis jeg var klar over hvad jeg skulle kæmpe med og hvis jeg havde mod til at sige det højt. Men det blev ikke noget succes. 

Jeg gik længe og tænkte over mine handlingsmønstre og den måde jeg håndtager pressede situationer. Jeg er på ingen måde stolt af dem.

For en uge siden fik jeg en aha-oplevelse og lysten at sige det højt: ”Når mine børn presser mig i situationer hvor min overskud er lille (hvis overhovedet eksisterende) først mærker jeg den ubeskrivelige smerte i min mave og så ser jeg det billede i hoved hvor jeg begynder at slå dem…” 

Jeg har aldrig slået mine børn

Aldrig.

Men jeg selv var opdraget med straf, skam og grydeske som ikke kun var til suppen. Jeg er ikke vred på mine forældre i dag, men jeg kan mærke at det er kun en af de trauma som har set sin spor i mig. 

I sidste stykke tid kan jeg ikke lade være med at mærke de forskellige traumer og bevist gøre dem. 

De er mange.

Jeg har dem.

Du har dem.

Mine børn har dem.

Alle har dem.

Fordi hver generation gør noget som ikke er en handling ud fra barnets bedste, men ud fra manglende i os som forældre. Generationer før os var i mindre grad klare over de handlingsmønstre og deres enorme konsekvens på fremenlige outcome, men i 2020 er det ikke unormalt at vide hvor stor betydning tilknytning (især den tidelige) har på individs liv senere.

Jeg føler som aldrig før at mine traumer forhindrer mig i de forhold som betyder allermest for mig og jeg vil nu forsøge at lægge stopper på disser overførings mønstre.

Om det bliver bedre med tiden, må vi se, men ingen meningsfuld liv starter uden meningsfuld følelses register og min er, hvis ikke andet, ikke på sin rette plads. 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.